Alt om Data's anmeldelse af edb-forkortelser

Alt om Data's anmeldelse af edb-forkortelser
Deutsche Übersetzung

Det har saa mild en Klang...

Edb-terminologi er ofte en hån mod modersmålet. Så er det jo godt, at der findes ordbøger, der kan hjælpe læseren gennem vildnisset af sære ord. Vi har set på tre af dem.

Edb-forkortelser

Gads Lommelex: edb-forkortelser af Hans Christophersen er en lille, uprætentiøs bog at se til. Så lille, at den næsten virker selvudslettende. Det skyldes seriens krav. Et "lommelex" skal kunne ligge i en lomme, men dette fortræffelige værk kunne godt have fortjent et større og mere læsevenligt format.
Edb-sprog myldrer med sælsomme forkortelser, og ingen kan dem alle. Denne bog pakker forkortelserne ud, men den giver kun i yderst sjældne tilfælde nogen forklaring på begreberne. Det er heller ikke dens sigte. Her slår man op, hvis man ikke ved, hvad FDDRL står for (Fast Disk Dump and ReLoad), eller hvis man en mandag morgen pludselig ikke kan huske, hvad der dækker sig bag SPADAB (SPArbankernas Datacentraler AktieBolag). Det kan ske for enhver. At EEC kan stå for European Executive Computing er antagelig ny viden for adskillige. Med 9.100 opslagsord er man godt hjulpet, og ordbogen virker imponerende komplet. Det bedste ved edb-forkortelser er imidlertid forordet og tillægget bagest i bogen. Her træder forfatteren nemlig frem fra ordlistens anonymitet.
I tillægget kan man (eventuelt med lup, teksten er vist sat med en 7-punktsskrift) læse særdeles kyndige betragtninger over dannelsen af forkortelser, inklusive deres stavning og udtale. Stilfærdigt gør forfatteren opmærksom på, at det hedder en PC, to PC'er, og man kan fornemme, at der er tale om en mærkesag, når han flere steder advarer mod brugen af lille m som forkortelse for mega: Vil man tale om megabyte, skal det hedde MB.
I det hele taget er en konsekvent brug af store eller små bogstaver noget, der ligger Hans Christophersen på hjerte. I tilllægget finder man også særdeles nyttige oversigter over præfikser, enheder (både SI-grundenheder og afledte SI-enheder, bid spids på den), det græske alfabet og specialtegn. Og specialtegnene er kommenterede: At det britiske pund-tegn (et stort L) står for libra er måske kendt, men hvad med en grundig diskussion af de mulige tolkninger af det amerikanske dollartegns oprindelse?
Hans Christophersens edb-forkortelser er en overmåde nyttig lille bog. Dens ordliste er meget omfattende, og dens tillæg er klart, nøgternt og meget anvendeligt. Forfatteren aspirerer øjensynlig til at danne standard for edb-forkortelser. Vi må ønske ham held og lykke.
Torben Okholm.

Gads Lommelex: edb-forkortelser Hans Christophersen,
Gads Forlag, 1994, ISBN 87-12-02474-0, 415 sider. 78,- kr.


Min liste over fil-efternavne: File Extensions

Min artikel om edb-forkortelser: Om edb-forkortelser i Mål&Mæle august 1994 side 24-30.