Astronomi - et naturvidenskabeligt dannelsesfag

Af Louis Nielsen, cand. scient. i fysik og astronomi, lektor ved Herlufsholm
E-mail: louis44nielsen@gmail.com

 Astronomi, menneskets ældste videnskab
Astronomi er menneskets ældste naturvidenskabelige fag. Der er blevet undervist i astronomi ved de lærde skoler og universiteter siden middelalderen. I de lærde skoler, også kaldt latinskoler, var hovedfagene de klassiske sprog, latin og græsk. Skolernes primære formål var at forberede eleverne til en præsteuddannelse. Undervisning i generel naturvidenskab forekom næsten ikke før slutningen af 1700-årene. Dog er der blevet undervist i astronomi. Viden herom er en forudsætning for kalendervæsenet, der siden agerbrugets indførsel bl.a. holdt regnskab med årstiderne for såning og høst og ligeledes beregnede datoerne for religiøse højtider. Solens bevægelse hen over himlen og dens højde over horisonten markerede årets gang og viste, hvad tid på dagen det var.
Astronomi har været tæt knyttet til astrologi og medicin. Astrologien beskæftigede sig med at forudsige menneskers skæbne. Troen var, at der eksisterer en tæt sammenhæng mellem det himmelske og det jordiske, specielt at bestemte planetpositioner på et menneskes fødselstidspunkt er bestemmende for dets livsforløb. I astrologi beskæftiger man sig - også i dag - med at udarbejde horoskoper, hvilket betyder 'at se i tiden'. I middelalderen, og i øvrigt siden oldtiden, var astronomi også knyttet til medicin, idet astrologerne skulle kunne angive, hvornår Månen og planeterne stod i de bedste positioner i relation til en bestemt medicinsk behandling, f.eks. åreladning.
Selv om astrologi betyder 'læren om stjerner', så er astrologi ikke seriøs naturvidenskab! Moderne astronomi beskæftiger sig således ikke med astrologi, andet end i en historisk sammenhæng. Astrologer benytter dog astronomernes beregninger af planeternes positioner.
Ordet 'astronomi' er en sammensætning af 'astro', 'stjerne' og 'nomos', 'lov', dvs. astronomi beskæftiger sig med studiet af bl.a. 'stjernernes lovmæssigheder'.
I det følgende lidt om astronomi, der siden 2001 er blevet et valgfag i den danske gymnasieskole. Historien om Herlufsholms gamle Fraunhofer-kikkert vil også blive skrevet.

Astronomiske verdensbilleder
Lige så længe det tænkende og undrende menneske har eksisteret, lige så længe har det stillet sig spørgsmål som: Hvem er vi? Hvorfra kommer vi? Hvortil går vi? Da mennesket begyndte at iagttage himmelens lysende objekter, stjernerne, Solen og Månen, opstod også spørgsmålene: Hvordan er det hele, Universet, sammensat og hvad består delene af? Og, foregår der en forandring, en udvikling?
De ældste astronomiske verdensbilleder, dvs. modeller af verdens opbygning, havde Jorden som Universets centrum. Det såkaldte 'geocentriske verdensbillede' var altdominerende i oldtiden og indtil midten af 1600-årene. I det geocentriske verdensbillede var Jorden Universets urokkelige og ubevægelige centrum, hvoromkring Solen, Månen, planeterne og stjernerne bevægede sig i lukkede cirkelbaner, der var knyttet til gennemsigtige kugleskaller. Filosoffen og naturforskeren Aristoteles (384 - 322 f.Kr.) var som autoritet med til at udbrede troen på det geocentriske verdensbillede, der efterhånden kom i modstrid med flere og flere systematiske observationer af himmellegemernes bevægelser. Den græsk-alexandriske matematiker og astronom Claudios Ptolemaios (ca. 100-ca.160 e.Kr.) prøvede i sit værk "Megale Syntaxis", også kaldet "Almagest", ("Den store samling"), at redde det geocentriske verdensbillede, dog resulterende i et mere indviklet geometrisk system af cirkelbevægelser. Ikke desto mindre blev det geocentriske verdensbillede teologiens og kirkens sandhed om Universet. Således er skabelsesberetningen i 1. Mosebog i Bibelen en tydelig nedskrivning af denne forkerte geocentriske opfattelse af Universets opbygning.
Et opgør mod det geocentriske verdensbillede begyndte i 1543, da bogen "De Revolutionibus Orbium Coelestium" ("Om det himmelske kredsløbs omdrejninger") udkom. Bogen var skrevet af den polske matematiker og astronom Nicolaus Copernicus (1473-1543), der fik bogen at se dagen før sin død. I værket viste Copernicus, at hvis Solen er det centrale himmellegeme, hvoromkring Jorden og de andre planeter bevæger sig, så fik man en meget simplere beskrivelse af planeternes bevægelser. Dette såkaldte 'heliocentriske verdensbillede' blev bekæmpet af specielt den katolske kirke, der satte Copernicus' bog på listen over forbudte bøger - Index librorum prohibitorum. Herfra blev den først fjernet i 1757.
Den berømte danske astronom Tycho Brahe (1546-1601) opstillede et kombineret geo-heliocentrisk system. I dette system er Jorden centrum i den cirkelbane som Solen bevæger sig i, mens planeterne bevæger sig omkring Solen. Tycho Brahe var den første, der indså vigtigheden af systematiske positionsmålinger af himmellegemerne, og til dette formål fik han konstrueret forskellige typer måleinstrumenter. Selv om instrumenterne var den tids mest nøjagtige, så var han ikke i stand til at konstatere, at Jorden bevæger sig omkring Solen.
Den tyske matematiker og astronom Johannes Kepler (1571-1630), der det sidste halvandet år af Tycho Brahes liv var dennes assistent, opdagede ud fra Brahes observationsmateriale for planeten Mars de naturlove, som planeterne bevæger sig efter. For at få overensstemmelse mellem observationer og teori måtte Kepler gøre op med den hidtidige opfattelse, at planeterne skulle bevæge sig i cirkelbaner. Kepler kunne vise, at planeterne bevæger sig i ellipsebaner. Ligeledes opdagede han, at kvadratet på en planets omløbstid omkring Solen er ligefrem proportional med kubus på planetens middelafstand til Solen. Sidstnævnte lovmæssighed, betegnet Keplers 3. lov, var udgangspunktet for Isaac Newtons (1642-1727) opdagelse af tyngdeloven i 1665.

Kikkerten som astronomisk hjælpemiddel. Galileis opdagelser
Indtil begyndelsen af 1600 årene blev himmelens objekter iagttaget med det blotte øje. Godt nok havde man udviklet forskellige typer af sigte- og vinkelmåleinstrumenter, men apparater, der kunne samle lyset fra eksempelvis en stjerne og give et forstørret billede, havde man ikke. Da Tycho Brahe, i perioden 1576 til 1596, residerede på sit astronomiske forskningscenter på øen Hven, så foregik udforskningen af himmelen uden kikkert.
Et teknologisk kvantespring blev konstruktionen af den astronomiske kikkert – teleskopet.
Den astronomiske kikkert menes at være opfundet i 1608 af den hollandske brillemager Hans Lippershey (1570-1619). Han fik muligvis ideen til kikkerten, da han så et par børn lege med nogle linser, som de kombinerede således, at de kunne se genstande forstørret.
Da den italienske naturforsker Galileo Galilei (1564-1642) i 1609 fik kendskab til Lippersheys opfindelse, konstruerede han selv en kikkert, der kunne forstørre ca. 20 gange. Med sin kikkert gjorde Galilei revolutionerende opdagelser, der rystede den katolske kirke i sin grundvold. Galilei opdagede bl.a. at Månen havde en ujævn overflade bestående af kratere, at planeten Venus har faser ligesom Månen, og at der omkring planeten Jupiter kredser måner. Disse opdagelser var helt i modstrid med den teologiske opfattelse, at himmelske legemer skulle være fuldkomne, dvs. kuglerunde og glatte. Specielt var opdagelsen af Jupiters måner i modstrid med det geocentriske verdensbillede, der hævdede at alle himmellegemer kredser omkring Jorden. Opdagelsen af månerne omkring Jupiter var derimod en støtte til Copernicus' teori om det heliocentriske verdensbillede, som Galilei var en stor tilhænger af. I 1633 måtte Galilei over for den katolske kirkes domstol afsværge sin tro på, at Jorden bevæger sig omkring Solen. Han skulle dog have mumlet: "...E pur si muove ..." ("...men den bevæger sig nu alligevel ..."). Først i 1992 blev dommen over Galilei ophævet ved et pavelig dekret!

Det astronomiske syvtal. Opdagelsen af Uranus, Neptun og Pluto
Siden oldtiden og indtil en martsaften i 1781 kendte man følgende 'vandrestjerner':
Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn. Foruden disse planeter kendte man naturligvis også Solen og Månen. Man kendte således i alt 7 lysende himmelobjekter, der bevægede sig mere eller mindre regelmæssigt på himmelhvælvingen, hen over de 'fiksstjerner', der indgik i faste stjernebilleder. Disse syv 'vandrestjerners' eksistens og 'opførsel' tillagde man guddommelig betydning. At tallet syv siden oldtiden har været tillagt 'magi', 'hellighed' og 'guddommelighed' kan således forklares rent astronomisk. Som sådan kom det ind i sproget med udtryk, der stadig bruges, eksempelvis i formuleringer som: 'I den syvende himmel'. 'I syv sind'. 'Til syvende og sidst'. 'Det var som syv Søren', osv.
Planeten Uranus blev opdaget den 13. marts 1781 af den tysk-engelske astronom Friedrich Wilhelm Herschel (1738-1822) ved hjælp af en stor spejlkikkert, han selv havde bygget. I løbet af de følgende årtier blev bevægelsen af Uranus detaljeret observeret, og dens bane omkring Solen blev teoretisk beregnet ved brug af Newtons bevægelsesformler og tyngdeloven. Efterhånden som årtierne gik, viste der sig at blive mere og mere uoverensstemmelse mellem den teoretisk beregnede bane og den faktisk observerede bane, som Uranus bevæger sig i. Forklaringen på denne uoverensstemmelsen mellem teori og virkelighed kunne være eksistensen af en endnu ikke opdaget planet, der befandt sig længere væk end Uranus. De to astronomer John Couch Adams (1819-1892) fra England og Jean Joseph Le Verrier (1811-1877) fra Frankrig troede på hypotesen om en ukendt planet uden for Uranus' bane. En sådan planet ville have en tyngdekraftvirkning på Uranus, og dette havde man ikke taget hensyn til i de teoretiske beregninger. I første halvdel af 1840'erne foretog disse to forskere meget indviklede og omfattende matematiske beregninger, hvor de beregnede den masse og den bane, som den endnu ukendte planet måtte bevæge sig i. Det var Adams, der kom først med beregningerne, men de engelske astronomer tog dem ikke alvorligt. Le Verrier sendte derimod et brev til den tyske astronom Johann Gottfried Galle (1812-1910), der var assistent ved Berlins Observatorium. I dette brev, som Galle modtog den 23. september 1846, havde Le Verrier angivet, hvorhen man skulle rette den astronomiske kikkert for - om muligt - at opdage en ukendt planet. Samme aften rettede Galle og studenten Louis Heinrich d'Arrest (1822-1875) (der fra 1857 blev leder af observatoriet på Rundetårn, og fra 1861 til 1875 af det nybyggede Observatorium på Øster Vold) observatoriets 9 tommer Fraunhofer-linsekikkert mod det område, som Le Verrier havde angivet. Og ganske rigtigt! Den ottende planet i vort solsystem var blevet opdaget. Dens navn blev Neptun, opkaldt efter Jupiters broder, den store havgud. Det blev således Le Verrier, der i første omgang fik æren for at have forudberegnet eksistensen af en endnu ukendt planet. En triumf for den teoretiske fysik og astronomi, og dermed menneskets intellekt.
Næsten samme problemstilling som førte til opdagelsen af Neptun gentog sig, da planeten Pluto blev opdaget i 1930.

Det ekspanderende Univers
Med teleskopernes tekniske udvikling blev et større og større Univers opdaget. I løbet af 1800-årene havde man katalogiseret mange tusinde stjerner. Heraf viste nogle sig som 'udtværede', hvilket gav dem navnet 'stjernetåger'. Man opdagede også, at vores solsystem tilhører et afgrænset 'diskosformet' system af mere end hundrede milliarder stjerner, en såkaldt galakse. Den galakse, vi tilhører, kalder vi Mælkevejen.
I slutningen af 1800-årene og begyndelsen af 1900-årene var 'stjernetågernes' natur på spekulationernes dagsorden. Spørgsmålene var: 1) Tilhører 'stjernetågerne' vor Mælkevej? Eller befinder de sig uden for denne? Og 2) Består 'stjernetågerne' af diffuse lysende stofmasser? Eller består de af et stort antal stjerner? Stjerner som tidens teleskoper endnu ikke kunne opløse i enkeltstjerner. Svarene på disse fundamentale spørgsmål blev besvaret af den amerikanske astronom Edwin Powell Hubble (1889-1953), der i løbet af 1920'erne, og ved hjælp af tidens kraftigste teleskoper, gjorde grundlæggende astronomiske opdagelser. I 1923 opdagede Hubble, at 'stjernetågerne' befinder sig uden for vores galakse, og at de er selvstændige galakser, der hver især består af op til flere hundrede milliarder stjerner. Med denne opdagelse blev Universet uhyre meget større. Hubble var den første der, ret unøjagtigt, bestemte afstandene til de efterhånden flere og flere opdagede galakser. I 1929 kunne Hubble berette om følgende sensationelle opdagelse: Universet udvider sig - det bliver større og større! Hubbles målinger og beregninger viste, at galakserne fjerner sig fra hinanden efter en simpel proportionalitetslov, i dag kaldet Hubbles lov. Desto længere væk en galakse er, fra f.eks. Jorden, desto større udadrettet fart har den.
Med Hubbles opdagelser begyndte en helt ny æra i kosmologien, dvs. i studiet af Universets opståen, struktur og udvikling. Nye kosmologiske teorier blev udviklet, bl.a. den der går under betegnelsen 'Big Bang-teorien' – en teori der af de fleste menes at give det bedste bud på, hvornår Universet er opstået og hvordan det udvikler sig. Ifølge Hubbles lov må galakserne have været tættere samlet i tidligere epoker. Den tanke er da nærliggende, at alt stof og energi udspringer fra én uhyre lille 'kosmisk foster-partikel'. Det nuværende storslåede Univers har udviklet sig fra 'Den Kosmiske Embryoton', min betegnelse for Universets begyndelsestilstand. Læs mere i min afhandling: louis.rostra.dk/

Vor plads i kosmos
Med den indsamlede og opnåede astronomiske viden gennem de seneste 80 år, kan vi opsummere vor plads i Universet på følgende måde:
Vi befinder os på en roterende planet, kaldet Jorden. Denne bevæger sig med en fart af ca. 30 km/sek. omkring den nærmeste stjerne, kaldet Solen, der befinder sig ca. 150 millioner km fra os. Solen med dens planeter og måner befinder sig i en galakse, kaldet Mælkevejen, hvor der er over 100 milliarder andre stjerner. Mælkevejen har en største udstrækning på over 100 tusinde lysår, dvs. lyset skal bruge 100 tusinde år for at tilbagelægge strækningen. Solsystemet befinder sig omkring 25 tusinde lysår fra Mælkevejens centrum, og det tager solsystemet omkring 250 millioner år at bevæge sig én gang rundt omkring galaksecentret. Mælkevejens nærmeste galakse er Andromeda-galaksen, der består af op til 200 milliarder stjerner. Lyset fra Andromeda er over 2 millioner år om at nå os. Galakserne Mælkevejen og Andromeda bevæger sig mod hinanden (som en undtagelse fra Universets generelle udvidelse) med en fart af omkring 400 km/sek. De fjerneste af Universets milliarder af galakser befinder sig så langt fra os, at det lys, vi nu registrerer fra dem, blev sendt af sted for over 13 milliarder år siden! I sandhed et meget større Univers end både Ptolemaios, Dante og Tycho Brahe forestillede sig. Deres bud på Universets udstrækning var ca. 20 tusinde jordradier, svarende til ca. 125 millioner km.

Astronomi på Herlufsholm
På Herlufsholm har der været undervist i astronomi helt tilbage til begyndelsen af 1600-årene. Af en undervisningsplan fra 1643 fremgår det, at der er blevet undervist i "Astronomia sphaerica", dvs. sfærisk astronomi, der behandler den geometriske stedsbestemmelse af himmellegemerne. Kundskaberne i astronomi fik eleverne primært inden for faget matematik.
At undervisningsplanen er fra 1643 er ikke tilfældigt, idet åbningen i 1642 af Rundetårn i København satte skub i astronomiundervisningen. Rundetårn blev bygget af kong Chr. 4. som et astronomisk observatorium. Observatoriets første leder var Christian Sørensen Longomontanus (1562-1647), der havde været elev af Tycho Brahe og dennes videnskabelige medarbejder. Longomontanus blev i 1605 udnævnt til professor pædagogus, i 1607 blev han professor i matematik og i 1621 professor i astronomi.
I 1850 kom en ny bekendtgørelse for de lærde skoler. Bekendtgørelsen blev kaldt 'Madvigs forordning' efter filologen Johan Nicolai Madvig (1804-86), der på den tid var kultusminister. I denne forordning blev undervisningen i naturvidenskab styrket, nærmest genindført, efter perioden med den nyhumanistiske skoleforordning fra 1809, hvor matematik og naturvidenskab var sat på lavt blus.
Madvig indså, at en styrkelse af de naturvidenskabelige fag var vigtige, ikke mindst i lyset at den udvikling der foregik inden for fysik og teknik. Begyndelsen til denne udvikling var Hans Christian Ørsteds (1777-1851) opdagelse, i 1820, af sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme. Denne opdagelse førte til en rivende udvikling af en ny elektro-magnetisk teknologi.
Ifølge Madvigs forordning skulle undervisningen i astronomi foregå inden for faget geometri, og der skulle ikke eksamineres i faget. Denne bestemmelse var der utilfredshed med, ikke mindst hos Herlufsholms matematik- og fysiklærer Carl Adolph Mossin (1824-1907), der tjente Herlufsholm i 42 år – fra 1851 til 1893. Mossin argumenterede for det ukloge i, at astronomi ikke mere var et eksamensfag, og det i et land med så kendte astronomer som Tycho Brahe og Ole Rømer (1644-1710), der i 1675 havde målt, at lys bevæger sig med en endelig fart. Mossins redegørelse for vigtigheden af astronomi som eksamensfag i de lærde skoler har muligvis været medvirkende til en revideret bekendtgørelse i 1858. I denne blev der stillet store krav til elevernes kunnen i astronomi, idet der ved afgangsprøven skulle eksamineres særskilt i astronomi.
I 1871 blev en ny skolelov indført i Danmark. Loven blev indført af daværende kultusminister Carl Christian Hall (1812-1888), der var forstander for Herlufsholm Skole og Gods i perioden 1856-87. Med loven af 1871 blev der indført en todeling af den lærde skole. Der blev indført en sproglig-historisk linje og en matematisk-naturvidenskabelig linje. På Herlufsholm blev begge linjer straks oprettet. Styrkelsen af de matematiske og naturvidenskabelige fag førte til ansættelsen af Julius Holger Petersen (1847-1922), der var cand. mag. i fysik, matematik og astronomi. Julius Petersen tjente Herlufsholm i 49 år. I perioden 1888 til 1896 udgav Julius Petersen et lærebogssystem til faget fysik. Det bestod af fem bøger, heraf en bog til undervisningen i astronomi.
Undervisningen i astronomi er siden 1871 foregået i faget fysik, og fra 1988 også i naturfag på den sproglige linie.

Herlufsholms historiske stjerne-kikkert
Herlufsholm er ejer af en gammel linse-kikkert, der har haft en yderst interessant historie. Nogle har hævdet, at den har været Norges første store professionelle stjernekikkert. Der er tale om en såkaldt Fraunhofer linse-kikkert, der er 2 m lang og med en objektivdiameter på 5 tommer, svarende til ca. 13 cm. Kikkerten er fremstillet omkring 1830 af 'Merz & Mahler' i München. Modellen er opkaldt efter den berømte tyske optiker og astronom Joseph von Fraunhofer (1787-1826), der var banebryder i udviklingen og benyttelsen af store akromatiske (dvs. linser uden farvefejl) og homogene glaslinser til astronomiske kikkerter. Fraunhofer konstruerede ligeledes de første parallaktisk opstilbare kikkerter, der var udstyret med et sindrigt ur-mekanisk system, der på den roterende Jord kan fastholde kikkerten på et valgt himmelobjekt.
Fraunhofer blev i 1807 medarbejder hos „Reichenbachs & Utzschneiders Instrumentenfabrik” i München. Med sin viden og dygtighed gjorde han firmaet til det førende i fremstillingen af astronomiske linse-kikkerter. Firmaet blev videreført af Georg Merz (1793-1867) og Franz Joseph Mahler (1795-1845).
Angående kikkertens historie er der endnu uklarheder. Ifølge bl.a. Bjørn Ragnvald Pettersen, der er astronom og professor i geodæsi ved Norges Landbrukshøgskole, og som har set kikkerten, menes denne indkøbt til Norge omkring 1830 af mineralogen Jens Esmark (1763-1839). Jens Esmark, der er født i Danmark, blev i 1814 udnævnt til professor i bjergværksvidenskab ved det i 1811 oprettede Universitetet i Oslo. Ragnvald Pettersen, som jeg korresponderer med, har i øvrigt fået sine informationer om kikkerten af dyrlæge og amatørastronom Per Darnell.
Jeg mener, at kikkerten ikke har været i Norge og at den ikke har tilhørt Jens Esmark, men derimod er blevet købt af hans to år yngre broder, etatsråd Lauritz Esmarch (1765-1842), der var landmåler og assistent hos Hans Christian Ørsted (1777-1851). Efter samtale med Per Darnell, har Darnell nemlig oplyst mig, at han ikke har haft kendskab til Jens Esmarks broder Lauritz, og at han derfor nok har taget fejl med hensyn til kikkertens ejerskab.
Angående kikkertens videre 'skæbne' er der også uklarheder. En beretning siger, at Jens Esmark i 1836 solgte kikkerten til den astronomiinteresserede kammerherre Peder Brønnum Scavenius (1795-1868), der ejede Gjorslev Gods på Sjælland. En anden beretning siger, at kikkerten, efter Jens Esmarks død i 1839, først blev solgt til det astronomiske observatorium på Rundetårn, der havde Christian Friis Rottbøl Olufsen (1802-1855) som leder i perioden 1832 til 1855. Herfra blev kikkerten købt af Scavenius i 1843.
Min formodning er: Efter Lauritz Esmarchs død i 1842 blev kikkerten købt af Peder Brønnum Scavenius (1795-1868). Dette kan passe med, at der på den sydlige fløj af Gjorslev Gods, netop i 1843, blev bygget et tårn til et astronomisk observatorium på toppen.
Da godset i 1925 blev overtaget af familien Tesdorpf, blev der afholdt en auktion, hvor kikkerten og flere astronomiske instrumenter blev solgt. Kikkerten blev – siges det – købt af en tidligere Herlufsholm-elev, der siden solgte eller forærede (?) den til Herlufsholm.
I 1930 blev en kombineret gymnastik- og badebygning indviet på Herlufsholm. I forbindelse hermed blev der opført et pumpetårn, hvorfra der blev pumpet vand fra åen. Oven på pumpetårnet blev der i sommeren 1931 opført et astronomisk observatorium med kuppel. Her blev kikkerten opstillet med faglig hjælp af astronomen Carl Luplau Janssen (1889-1971), der i perioden 1928 til 1933 var leder af observatoriet på Rundetårn.
På grund af skolens store nybyggeri omkring 1970 blev observatoriet nedrevet. Da man var midt i rumfartsalderen med amerikanernes nylige månelanding i 1969, besluttede skolens ledelse at indrette et observatorium på toppen af skolens vandtårn fra 1911. Efter en mindre ombygning blev der her, i skoleåret 1970/71, indrettet et observatorium. Kuplen fra det nedrevne observatorium og kikkerten blev anbragt på toppen af vandtårnet. Ved samme lejlighed blev kikkerten efterset og istandsat af firmaet 'HONI' ved A. Hougård.
I sommeren 1982 blev den gamle kikkert taget ned, og en ny kikkert, købt hos Astro Mekanik ved Erik Persson i Aalborg, blev installeret.
I dag står den gamle unikke Fraunhofer-kikkert i Herlufsholms Fysikhistoriske Museum. Det skal bemærkes, at skolens gamle kikkert er en mindre udgave af den Fraunhofer-kikkert, hvormed Neptun blev opdaget i 1846.

Herlufsholms Schmidt-Cassegrain-kikkert
I 1997 skænkede MAN-B&W Diesel A/S til Herlufsholm en moderne transportabel astronomisk kikkert med tilhørende udstyr. Kikkerten er en såkaldt Schmidt-Cassegrain-model. Den kan computerstyres, og der kan tilsluttes et såkaldt CCD-kamera (Charge-Coupled Device), der fungerer efter et meget følsomt fotoelektronisk og digitalt system. Kikkerten er en model 10" LX 200 fra firmaet Meade i USA.
Kikkerten er af reflektortypen – til forskel fra linse-kikkerter, der benytter lysbrydende linsesystemer. Dens optiske system består af nogle hulspejle og linser, der er arrangeret på en bestemt geometrisk måde. Systemet er opkaldt efter den estiske optiker Bernhard Voldemar Schmidt (1879-1935) og franskmanden Guillaume Cassegrain (1625-1712). Kikkertens Schmidt-del har noget at gøre med et korrektionslinsesystem, der skal forhindre optiske fejl. Cassegrain konstruerede i 1672 – fire år efter at Isaac Newton (1642-1727) opfandt en kikkert med hulspejl – et optisk system, der fungerer på følgende måde: Lyset – fra eksempelvis en stjerne – samles af et konkavt primærspejl, der har et hul i midten. Primærspejlet reflekterer lyset tilbage til et mindre konvekst sekundærspejl. Sekundærspejlet, der er placeret inden for primærspejlets brændvidde, kaster derefter lyset tilbage gennem hullet i primærspejlet og videre til okular-linsesystemet, hvor billedet af stjernen kan registreres. Dette optiske system muliggør en forøgelse af kikkertens brændvidde uden at forlænge selve kikkerten. Med tilsluttet CCD-kamera kan man 'optage billeder' af meget lyssvage og fjerne himmelobjekter. Da informationerne registreres digitalt, kan de fotoelektroniske informationer lagres på et computermedium og senere behandles og analyseres med en computer.

Fremtiden for faget astronomi
I 2005 skal en ny gymnasiereform træde i kraft. I den anledning debatteres det, hvilke fag gymnasiet skal tilbyde, og hvilke fag der skal styrkes? Ifølge regeringens lovforslag skal de matematiske og naturvidenskabelige fag styrkes, bl.a. ved afskaffelse af linjedelingen, således at alle elever får en grundlæggende undervisning, og dermed videns-kompetence, i matematik og naturvidenskab. Denne artikels forfatter er enig i, at disse fag bør styrkes. Naturvidenskab er – på godt og ondt – grundlaget for vort moderne tekniske samfund. Og for at kunne forstå og løse teknologiens negative sider kræves der naturvidenskabelig viden.
Astronomi bør også være et gymnasialt fag i fremtiden. Det er et naturvidenskabeligt fag, der indeholder elementer fra flere fagområder. Faget kan være med til at forme, og dermed bidrage til den almene dannelse af mennesket, således at det kan blive et vidende, intellektuelt og rationelt tænkende individ, der kan leve i harmoni med sig selv, sine medmennesker, alt levende, og det fantastiske Univers!

Gymnasiets undervisning i faget astronomi omfatter følgende centrale områder:

Solsystemet:
Bevægelsesforhold og egenskaber for udvalgte objekter i Solsystemet (f.eks. Planeter, Måner, Asteroider, Kometer, Meteorer etc.). Ydre påvirkninger af Jorden (f.eks. kosmisk stråling, sammenstød med meteorer eller asteroider). Teorier om Planetsystemets dannelse og udvikling.

Stjerner og Mælkevejen:
Stjerners – herunder Solens – dannelse, fysiske egenskaber og udvikling. Neutron-stjerner, 'sorte huller' og 'mystiske objekter'.
Grundstoffernes dannelse i stjernerne (Vi er 'børn' af 'stjernestøv').
Mælkevej-systemets dannelse og udvikling. Fremmede planetsystemer. Liv i Universet.

Galakser og Kosmologi:
Forskellige galakse-typer og deres bestanddele. Universets udvidelse og Big Bang teorien. Den kosmiske baggrundsstråling. 'Mørkt stof'.
(Sprogligt betyder kosmologi 'Læren om orden'. Kosmologi er studiet af Universets dannelse, opbygning og udvikling. Kosmologi er en af de mest omfattende teoretiske videnskaber).

Observations-astronomi:
Orientering på stjernehimlen. Årstidernes vekslen. Formørkelser, f.eks. Sol- og måneformørkelser.

Louis Nielsen
April 2003

Artiklen har været bragt i Herlufsholm Skoles Årsskrift 2003