Tycho Brahe - Danmarks berømte astronom

 

Af Louis Nielsen cand.scient. i fysik og astronomi, lektor ved Herlufsholm

 

Den 24. oktober 2001 nåede rumsonden 2001 Mars Odyssey frem til Mars. Her blev den styret ind i et kredsløb omkring den røde planet, hvor der rasede en omfattende og meget kraftig

sandstorm. Datoen markerer også, at det - efter den julianske kalender - er 400 år siden, at astronomen Tycho (egentlig Tyge) Brahe døde. Tycho Brahe er specielt kendt for sine systematiske observationer af planeten Mars, og han kan med rette kaldes den moderne observations-astronomis grundlægger. Han indså vigtigheden af at foretage systematiske og nøjagtige målinger af himmelobjekterne. Til dette formål konstruerede han, sammen med sine instrumentmagere, forskellige typer af sigte- og vinkelmåle-instrumenter. Med disse studerede han stjerner og planeter med det blotte øje.

Kikkerten blev - desværre - først opfundet og benyttet i 1609 af den italienske naturforsker Galileo Galilei (1564-1642), altså efter Tycho Brahes død.

På øen Hven i Øresund etablerede Tycho Brahe et privat videnskabeligt center, der i perioden 1576-1597 var Europas centrum for astronomisk forskning.

I det følgende et minde om en af Danmarks store naturforskere.

 

Den afhuggede næsetip

Tycho Brahe blev født den 14. december 1546 (efter den julianske kalender) på herregården Knudstrup i Skåne, der indtil 1659 tilhørte Danmark. Tychos forældre Otto Brahe (1518-1571) og Beate Bille (1526-1605), fik fem sønner og fem døtre. Tycho, der var den førstefødte, havde en tvillingebror, Niels, der døde ved fødslen. Et år gammel blev Tycho adopteret og opdraget af sin farbroder, Jørgen Brahe (1515-1565) og dennes hustru, der ikke selv kunne få børn. Allerede omkring 12 års alderen blev Tycho Brahe indskrevet ved Københavns Universitet, hvor han som adelig, sædvanen tro, skulle studere filosofi, jura og retorik.

En forud beregnet delvis solformørkelse, der indtraf 21.august 1560, imponerede Tycho Brahe i en sådan grad, at den sandsynligvis har inspireret ham til at studere astronomi, matematik, astrologi og alkymi. I årene indtil 1570 studerede Tycho Brahe forskellige steder i Europa, bl.a. i Leipzig, Wittenberg, Rostock, Basel og Augsburg.

Under et studieophold i Rostock i 1566 kom Tycho ved en drukfest i fægteduel med den senere danske rigsråd Manderup Parsberg (1546-1625). Duellen endte med, at Tycho blev ramt midt på næseryggen således, at en del af næsen blev hugget af. For at pynte på sin vansirede næse benyttede Tycho resten af sit liv en protese lavet af sølv, guld, messing og voks.

 

Den 'nye' stjerne. Videnskabscenter på øen Hven

Efter sin faders død i 1571 bosatte Tycho sig hos sin morbroder Steen Bille (1527-1586) på Herrevads Kloster i Skåne. Her fortsatte han sine astronomiske og ikke mindst alkymistiske studier. Sidstnævnte havde bl.a. til formål at udvikle lægemidler, fremstillet af bl.a. giftige kviksølv-forbindelser. Disse stoffer har uden tvivl langsomt forgiftet Tycho.

Det var også her, at Tycho oplevede et sjældent himmelfænomen - tilsynekomsten af en 'ny' stjerne.

Den 11.november 1572 opdagede Tycho en 'ny' kraftig lysende stjerne i stjernebilledet Cassiopeia. Da Tycho var kendt med stjernehimmelen, kunne han med sikkerhed konstatere, at der var dukket en 'ny' stjerne op på himmelen. Den 'nye' stjerne var lige så lysstærk som Venus, og den kunne endog ses om dagen. Først i løbet af 1574 blegnede den 'nye' stjerne mere og mere for igen at blive usynlig. Opdagelsen gjorde op med den tro, at stjernehimmelen var uforanderlig! I dag ved vi, at Tycho var vidne til en eksploderende stjerne, en såkaldt supernova. Betegnelsen nova, ny, fører tilbage til titlen på Tycho Brahes skrift fra maj 1573, hvor han beskriver det himmelske fænomen. Skriftet med den latinske titlen "De Nova Stella", dvs. "Om den nye stjerne" gjorde Tycho berømt over det meste af Europa.

Som et resultat af berømmelsen, og på en anbefaling af Wilhelm af Hessen, fik Tycho i 1576 øen Hven i Øresund som forlening af Kong Frederik 2. (1534-1588; konge 1559-1588). Han tildeltes også et årligt underhold på 500 rigsdaler og midler til bygning af bolig og observatorium.

Den 8.august 1576 blev grundstenen lagt til slottet og observatoriet 'Uraniborg', dvs. 'Himmelborgen' (af gr. uranos: himmel). 'Uraniborg' stod færdigt i slutningen af 1580. Ved siden af 'Uraniborg' blev et observatorium kaldet 'Stjerneborg' bygget i 1584. Det bestod af et delvist underjordisk bygningskompleks, hvor de astronomiske instrumenter kunne placeres stabilt og i læ af vind og vejr. En papirmølle til produktion af papir og et trykkeri blev også opført. I løbet af nogle år blev Hven udviklet til et videnskabeligt centrum, hvorfra viden om astronomi, astrologi, alkymi, meteorologi m.m. blev udbredt til det øvrige Europa. I 1577 opdagede Tycho en komet. Efter at have fulgt dens bevægelse på himlen, kunne han argumentere for, at den bevægede sig uden for Månens bane. Dette var intet mindre end en vovelig påstand, idet man siden oldtiden havde været fast i troen på, at kometer var et fænomen i Jordens atmosfære.

 

Før Hven-æraen havde Tycho Brahe i 1573 giftet sig - uden kirkelig vielse - med den ikke-adelige Kirstine Babara Jørgensdatter, med hvem han fik 5 døtre og 3 sønner.

 

Landflygtighed til Prag

Efter Christian 4.’s (1577-1648; konge 1588-1648) pompøse kroning i 1596 begyndte uoverensstemmelser mellem Rigsrådet, Hoffet og Tycho Brahe. Flere klagede over Tychos embedsførelse, bl.a. at:  Tycho havde ansat en ikke-ordineret præst på Hven!  Tycho havde ikke i 18 år været til sakramentet, dvs. til alters! Tycho forfulgte som herremand Hvens bønder! Tycho havde, til fare for skibsfarten, undladt at holde fyret på Kullen tændt om natten!

Med disse anklager og en nedtrapning af de økonomiske midler, besluttede Tycho Brahe i 1597 at forlade Danmark. På et lejet skib rejste Tycho med sin familie og alle sine instrumenter først til Rostock, og derefter til slottet Wandsbeck ved Hamburg. En bog om sine instrumenter, som han skrev her, blev tilegnet den videnskabeligt interesserede tysk-romerske kejser Rudolf 2. (1552-1612; kejser 1576-1612). Ved påsketid i 1599 ankom Tycho til Prag, hvor han havde fået stillingen som kejserlig astronom og matematiker hos Rudolf 2. Som videnskabelig assistent fik han tyskeren Johannes Kepler (1571-1630), der siden, ud fra Tychos marsobservationer, opdagede de love der gælder for planeternes bevægelser.

 

Tycho Brahe dage

Tychos astrologiske viden blev praktiseret ved, at han udarbejdede horoskoper for blandt andre kong Frederik 2. og dennes sønner, således også den senere kong Christian 4. Han lagde aldrig - så vidt det vides - sit eget horoskop. Dette skal nok forklares ved, at han flere gange havde 'spået' forkert. Eksempelvis spåede han af en måneformørkelse 28. oktober 1566, hvornår den tyrkiske sultan Sulaiman ville dø. Uheldigvis viste det sig, at sultanen allerede var død! 

Derfor anså han astrologi for at være en videnskab med megen overtro. Den havde stadig mange mangler og måtte udforskes yderligere. Men Tycho var ikke i tvivl om, at der var en sammenhæng mellem det himmelske og det jordiske. 

Af Kejser Rudolf 2. blev Tycho bedt om at finde frem til de mest uheldige dage i året. Disse såkaldte Tycho Brahes-dage er følgende:

I januar:   1., 2., 4., 6., 11., 12., 20.  I februar:  11., 17., 18.  I marts:  1., 4., 14., 15.  I april: 10., 17., 18.  I maj: 7., 18.  I juni: 6.  I juli: 17., 21.  I august:  20., 21.  I september:  16., 18.  I oktober:  6.

I november:  6., 18.  I december:  6., 11., 18.

Af datoerne fremgår det, at der er flest uheldige dage i vinter- og forårsmånederne. Dette er ganske forståeligt, når man tænker på den tids lægevidenskab, opvarmningsformer og samfærdselsmidler.         

 

Tycho Brahe som digter   

Tycho Brahe havde også talent som digter.

Et digt, hvor han lagde ordene i munden på sin dødfødte tvillingebroder, Niels, lyder:

 

"Jeg, som er død, er genopstået.

Jeg blev begravet i denne jord,

førend jeg blev født.

Gæt da, hvem jeg var?

Jeg lå som ufødt i min moders liv,

da døden blev min dør til livet.

Der var en anden lukket inde med mig,

en bror, som stadig lever,

fordi jeg var hans tvilling.

Gud skænked' ham et længer' liv end mig,

så han fik skuet mærkelige ting

på Jorden og i Himlen.

Min skæbne var så god som hans.

På Jorden lever han, men jeg i Himlen.

Og han er udsat på sin Jord,

for tusinder af prøvelser,

som sker på Jorden, Himlen og i stjernerne.

Men jeg er hos min Gud i Himlen,

hvor jeg kan nyde evig fred og glæde.

Når han til slut får stedt til hvile

de trætte lemmer i den kolde jord

forenes vi i Himmelen,

og han får også del i evighedens fryd.

Men indtil dette sker, må han i tålmod bære

sit legemshylsters tunge byrde,

og ej misunde mig en evig glæde.

Min pludselige død forhindred'

at man fik givet mig et navn

iblandt de levende på Jord.

Han bærer nu for mig

det navn, som var min farfars.

Hans første navn var Tyge,

hans efternavn var Brahe,

min broders navn er Tyge.

Og det er ham, der hædrer

min grav med disse vers.

Hans alder er nu fem og tyve år.

 

TVILLINGBROR, DØD I LIVMODEREN,

TYCHO BRAHE, OTTOS SØN"

 

 

Et andet digt - "Klagedigtet" - blev forfattet, da han forlod Danmark i 1597. Det lyder oversat fra latin og i forkortet udgave:

 

"Danmark, hvad har jeg dig gjort, at bort så grumt du mig støder?

Hvor kan, o fædreneland! du mig behandle som fjende?

Løftet jeg har jo dit navn, det nævnes med hæder så vide,

siig, kan du vredes fordi, min virken har kranset med ros dig?

Siig, hvem af dine børn har givet dig mer vel i eje!

Kan du vel vredes derfor, at højt på den hvælvede bue,

Fædreneland! dit navn jeg skrev i de blinkende stjerner!

Hvorfor nu støde mig bort? Engang vil du sikkert mig mindes:

Kommende dage mit værd, min virken skal visselig fatte,

børn af en senere slægt, på hvad jeg gav dig, skal bygge.

 

Også Machaons kunst og visdom jeg søgte at granske

han, som hjælper hver syg, gengi'r den svage hans kraft.

Danmark, hvis du fortier det, vil Nordmænd og Svenskere tale,

der, hvor mangen en syg er høsted' gavn af min hjælp,

aldrig søgte jeg dog - hvad ellers man plejer - en fordel;

vel var min læretid tung, gratis dog altid min hjælp.

Sagtens var det vel det, der gjorde mig misundt og hadet,

her blev spiren lagt til min landflygtigheds straf.

Hadet voksede skjult, og aldrig jeg ænsed' det, førend

han trådte frem, der var stærk nok til at gøre det fast.

Lumskhed besejrede kraften. Tro aldrig, at brøde har tvunget

mig til at gribe til flugt, dengang, jeg skiltes fra Hven."

 (Machaon var en 'lægegud')

 

Sprængt blære, selvmord eller giftmord?

Den 13. oktober 1601 var Tycho til middagsselskab hos en grev Peter Vok von Rosenberg i Prag. Det fortælles, at Tycho ved denne lejlighed drak tæt og, at han af høflighed prøvede at holde på vandet. Myten om Tychos død siger, at hans overfyldte blære sprang og dermed forårsagede indre blødninger og infektioner, som førte til døden den 24. oktober 1601.

Nyere undersøgelser tyder dog på andre årsager til Tychos død. I 1996 analyserede forskere ved Lunds Universitet således noget af Tycho Brahes hovedhår. Håret stammer fra Tychos kiste, der blev åbnet i 1901.Ved en avanceret atomfysisk metode kunne man påvise, hvordan koncentrationen af kviksølv - og andre tungmetaller - var fordelt langs med et hår, fra hårrod til hårspids. Analysen kunne vise, at Tycho Brahe ca. 20 timer før sin død havde indtaget et større kvantum af et kviksølvholdigt præparat. Sandsynligheden taler derfor for, at Tycho Brahe på det nærmeste havde taget sit eget liv. En anden teori går ud på, at Tycho er blevet udsat for et giftmord, sat i værk af flere højt placerede katolikker ved kejserens hof. Nogle har ment, at de havde en vis frygt for den protestantiske Tychos indflydelse på den mere og mere sindslidende og politisk svage kejser Rudolf 2.

Men uanset årsagerne til Tycho Brahes død, så blev den berømte astronom under stor højtidelighed begravet i Tejn-kirken i Prag, hvor man stadig kan se hans flotte gravmonument. Hans hustru, der døde i 1604, ligger også begravet her.   

På Tychos gravsten står der: "Non fasces nec opes, sola artis sceptra perennant", der oversat betyder: "Hverken magt eller rigdom, men kun kunstens og videnskabens vælde består."

 

Konsekvenser af Tycho Brahes forskning. Kopernikus, Kepler og Newton

I 1543, tre år før Tycho Brahes fødsel, udgav den polske forsker Nikolaus Kopernikus (1473-1543) værket "De revolutionibus orbium coelestium" - "Om det himmelske kredsløbs omdrejninger". I værket argumenterede Kopernikus for det 'Heliocentriske Verdensbillede', dvs. det billede af Verden, hvor Solen er centrum for planeternes bevægelse. Opfattelsen var i sandhed revolutionerende (betegnelsen revolution, omdrejning, stammer i øvrigt fra Kopernikus's bog!), idet man siden oldtiden havde haft den faste og religiøse tro på det 'Geocentriske Verdensbillede', hvor det var Jorden, der var Universets absolutte og urokkelige centrum, omkring hvilket himmellegemerne bevægede sig.

Tycho Brahe gik ikke ind for det 'Heliocentriske System'. Han opstillede sit eget Verdensbillede, der var en blanding af det geocentriske og heliocentriske. I det 'Tychoniske Verdensbillede' er Jorden stadig det ubevægelige centrum, hvor omkring Solen og Månen bevæger sig. Planeterne bevæger sig derimod omkring Solen. Dette noget komplicerede system begrundede Tycho Brahe med sine observationer. Han kunne ikke ved sine målinger konstatere, at Jorden bevægede sig omkring Solen.

Efter Tychos død bearbejdede Johannes Kepler de observationer som Tycho gennem en årrække havde foretaget af planeten Mars. I 1609 kunne han vise, at planeterne ikke bevæger sig i cirkler, som man havde troet lige siden oldtiden, men, at de bevæger sig i ellipse-formede baner med Solen i det ene brændpunkt. Denne lov om elliptiske baner  kaldes Keplers 1.lov. En anden lov, kaldet Keplers 2. lov, udtaler sig om de hastigheder, hvormed planeterne bevæger sig omkring Solen.  I 1619 opdagede han en lovmæssighed der siger, at kvadratet på en planets omløbstid omkring Solen er proportional med planetens gennemsnitsafstand til Solen i tredje potens. Fra denne lov, der kaldes Keplers 3. lov, kunne den engelske fysiker og matematiker Isaac Newton (1642-1727) i 1666 udlede Tyngdeloven. Tyngdeloven er bl.a. blevet benyttet ved beregningen af banen af rumsonden 2001 Mars Odyssey.  

 

                                                                                      Louis Nielsen  18. Oktober 2001

E-mail:  louis44nielsen@gmail.com

 


 

 


Tycho Brahe (1546-1601).

Den kunstige næse ses tydeligt på billedet