BLADE AF GARDING DANSKE SKOLES DAGBOG I TIDEN 1946-1956

Af skolens tidligere leder 1948-56 Anker Schøler (1900-76)

Garding danske Skole

Som en bastion skyder halvøen Ejdersted sig ud i Vesterhavet i Sønderjyllands sydvestlige hjørne. Den har holdt stand mod det vrede hav, da hele kysten herfra og op til Ribe blev slået i pjalter.
Ejdersted er et frodigt marskland, dækket af et gnistrende grønt græstæppe, opdelt i felter af de mange kanaler. – „Alt det grønne gør mig glad -” synger Hostrup. Her kunne han hente glæde i overmål.
Midt på halvøen er der en bakkeø eller sandstrime, og på den ligger den lille flække Garding, som helt fra 1590 har haft købstadsret. Efter alt at dømme har den aldrig lidt af vokseværk. Det er vel derfor, den har beholdt sit præg af en gammel hyggelig by, købing for det omliggende, i fordums dage rige, bondeland. Dens smalle gader med toppede brosten og gavlvendte huse, tæt sammenpakkede, fortæller om ælde og stædig vedholden ved skik og levemåde. Midt i byen og på dens højeste sted ligger torvet og midt på det den gamle toskibede kirke med det kraftige tårn, der ses vidt ud over det flade land og giver byen et magtfuldt præg.
Efter første verdenskrig var her et vist røre for tilknytning til Danmark. Men da 3. zone ikke fik lejlighed til at stemme om tilhørsforhold, vendte friserfolket i Ejdersted atter blikket bort fra Danmark uden dog helt at glemme det, der havde fanget deres sind i en bevæget tid.
Men efter Hitlertidens mareridt og det tredie riges nederlag dannedes her en Sydslesvigsk Forening for Garding og Omegn med urmager Niels Peter Marcussen som formand. Denne fremsendte til Dansk Skoleforening, Flensborg, ønske om at få en dansk skole i Garding, og i 1946 opførtes på nedrammede pæle i Mommsenstraße i byens østlige udkant en finsk træbarak med to skolestuer og bolig for en lærerfamilie.
Men tilladelsen fra Kiel til at åbne skoledøren for de ventende børn lod vente på sig. I november 1947 flyttede lærer Peter Thorndahl, som var udset til lærer for skolen i Welt, ind i barakken, og efter nytår 1948 kom lærer Birger Balle, som skulle overtage ledelsen af skolearbejdet i Garding danske Skole.
Foreløbig fik de to lærere anvist arbejde ved Uffeskolen i Tønning, hvor flere hundrede børn hver dag havde brug for mange lærere. Om aftenen vendte de så tilbage til Garding, hvor Balle om aftenen underviste en stor flok aftenskoleelever, mens Thorndahl foretog sig det samme med en anden skare i Welt. Begge steder gik det med liv og lyst. Der blev fortalt, læst, skrevet, sunget, snakket, leet og drukket kaffe.
De to græsenkemænd havde en naboerske, fru Margrethe Pählke til at sørge for husførelsen og rengøringen i barakken, og det blev gjort godt, så de led ingen nød. Alligevel glædede de sig, da der kom tilladelse fra Kiel til at åbne børneskolen efter påske 1948. De rejste hjem til Vrigsted og Hornum for at hente deres familier, men kun Thorndahl kom tilbage med sin hustru. Birger Balle blev ramt af en blodsygdom, som voldte hans død i august 1950. Hans grav er at finde på Bække kirkegård. Vi mindes ham med tak.
I Welt tog Betty og Peter Thorndahl så fat på undervisningen i børneskolen den 12. april 1948. Samme dag åbnedes skoledøren for 39 børn i Garding. Skolen blev ledet i Birger Balles navn, men det var lærerinde, frøken Carla Schibler, der som vikar forestod undervisningen. Hun var ellers ansat ved Uffeskolen i Tønning, men blev „udlånt” herfra, indtil man fandt en afløser for lærer Balle.
Den 28. august 1948 kom min kone og jeg og vore to drenge på seks og syv år til Garding.
Vi kørte ind i Garding bys snævre gader, der var smykket med flagguirlander. De var dog ikke hængt op for at byde os velkommen, men fordi der skulle være børnefest dagen efter. Vi fik at vide, vi var kørt for langt. Det var mere end vanskeligt at få flyttebussen vendt om i en snæver sidegade uden at rive de lave huse ned.
Endelig fandt vi den røde barak, som gemte sig bag en forfalden toetages bygning, byens Alters- und Armenhaus, og en stinkende kanal. På skolepladsen stod en ventende flok af børn og voksne og blandt dem Carla Schibler, som kom os i møde med udbredte arme og et „hjertelig velkommen til Garding”. Over skoledøren var ophængt en blomsterkrans som ramme om en indskrift, hvor de samme ord stod at læse. En fru politibetjent Leiß, som havde børn i vor skole, kom os i møde med en buket røde og hvide nelliker og hjertelige ord.
Et pudsigt træk, som er karakteristisk for tiden dengang, må her med i billedet. Vore to flyttemænd kørte op for toldbygningen i Husum og „tvang” en tolder, som var flygtning og ikke kendte sit toldområdes grænser, til at følge med til Garding for der at bryde plomben for vognen med vort bohave. Gnaven var han, men med fulgte han. Da vi havde begyndt indbæringen af møblerne, kom to toldere fra Tønning toldkammer, under hvilket Ejdersted hører. De havde fået ordre fra grænsen til at møde op. Nu trak de tre toldere sig tilbage til en skolestue og hyggede sig dér efter at have lånt min violin. Da vort bohave var bragt ind i barakken og Balles møbler stablet ind i flyttebussen, samledes vi toldere og syndere om en stor pande med kartofler og flæsketerninger, som Carla Schibler satte på bordet. Alle ærgrelser fortonedes i feststemning. Flæsketerninger var sjælden spise i Sydslesvig i de dage.
Noget af det, vi straks lagde mærke til, var, at klimaet her var varmere end i Hornborg ved Horsens. Vi var kommet 200 km længere mod syd. Denne varmeforskel har vi ofte siden iagttaget, og den er for os blevet et plus mere til gunst for Ejdersted.
En af de første dage efter vor ankomst rejste Carla Schibler med alle de store børn til „Vesterled” på Holmslands Klit på en 14 dages ferie, og min kone skulle så undervise de yngste, mens jeg overtog frøken Schiblers plads ved Uffeskolen i Tønning.
Da jeg den første skoledags morgen på min cykel red ind i Tønning, mødte jeg på korsvejen i byens udkant en mand, der kom trækkende med to geder. Ham spurgte jeg på mit gebrokne tysk om vej til „dänische Schule”. Han så på mig med et smil og forklarede mig på godt dansk, hvor Uffeskolen lå. I over en halv snes år havde en kreds i Tønning sluttet op om skolen og lært sig dansk. Det var en glæde at opleve det ved møde med en fra kredsen.
Og det var en glæde, en løftelse for sindet at komme ind i den myretue, som Uffeskolen var. Et mylder af børn væltede ind i de små skolestuer, når klokken ringede. De var glade og lærevillige, men man mærkede hurtigt, at krigens år ikke var gået sporløst forbi. Man kunne mærke på mange af børnene, at de havde fået en mangelfuld undervisning, men lysten til at lære var stor, og der var en summen og syngen i den lange barak som i en bikube. På grund af den dårlige isolering kunne man følge med i, hvad klasserne til begge sider arbejdede med, og man satte stemmeføringen en tak op for at blive hørt i sin egen klasse.
Hurtigt blev man optaget i kredsen af lærere ved Uffeskolen og fik knyttet venskabsbånd, som stadig holder; især fik vi, min kone og jeg, det nære forhold til familien Kølvrå, vi har kunnet glæde os ved siden.
Midt i september kom Carla Schibler tilbage. Hun overtog sin plads i Tønning, og jeg fik Garding skoles store børn tilbage, så jeg kunne blive hjemme og undervise dem.
Det væsentligste for os var at lære børnene dansk og gøre dem så fortrolige med det som muligt, men for dem var det lige så væsentligt at lære det tyske sprog, så de både mundtligt og skriftligt kunne udtrykke sig på det. Heldigvis fik vi snart en god og dygtig hjælper i lærer Theodor Peters, som overtog undervisningen i tysk ved de tre danske skoler i Tønning, Garding og Welt.
De øvrige skolefag måtte selvfølgelig også have deres plads på skolens undervisningsplan. De fleste skoler lider af fagtrængsel. Det gjorde også vor skole, men børnene var nemme at arbejde med. De tog fra med liv og lyst. De var, som en kollega i Danmark engang havde udtrykt sig, sendt hjemmefra med medvind. Ja, vi mærkede ubetinget fra hjemmenes side en velvilje, et levende ønske om at hjælpe os til at få det bedst mulige ud af skolens arbejde.
Børnene kom altid glade og så rene, velplejede og velklædte som hjemmene formåede at bringe dem frem til. At tøj og sko var et stort problem for mange var synligt for enhver, og at forplejningen i mange hjem var mangelfuld, kunne mærkes på den appetit, hvormed det daglige måltid, som børnene fik på skolen, blev sat til livs. Dansk Røde Kors sendte os pakker for at mætte de sultne munde. Vor hushjælperske, fru Martens, kogte daglig i vor gruekedel eller i en tyve liters gryde en svingning god mad, suppe, vælling eller lignende til de mange maver. Maden forsvandt som dug for solen. Madlysten var bragt med hjemmefra.
Vi fik også fra Danmark mange store og gode pakker med tøj og sko. Alle fik noget; men at få alt fordelt så retfærdigt og ligeligt, at enhver fordeler og modtager følte udelt glæde derved, viste sig gang på gang at være umuligt.
På legepladsen var det plattyske sprog enerådende, og mange af de lege, som optog børnene, var kommet sydfra. I en sangleg forekom ofte navnet Neckar, hvilket jo røber, at den var kommet helt fra Sydtyskland. Men fangelege og boldspil var fremherskende.
Der var mange flygtninge i Ejdersted. Mere end halvdelen af Gardings indbyggere var flygtninge, mest kvinder og børn. I den tyske skole var der to flygtningebørn for hvert hjemmehørende, og mange af lærerne var flygtninge.
Lige over for vor skole var der en mælkekontrolcentral, som betjentes af en flygtning. Daglig hældte han beholderen med den afbrugte syre ud i vejgrøften op til vor legeplads. Det var ulovligt, men hvad skulle manden gøre. Nogen kloakering kendte Garding ikke dengang, men kun åbne rendestene og grøfter, og sådan er det vist endnu. Denne syre i grøften forvoldte, at en fodbold, som en god ven i Danmark havde givet os, efter en tur i grøften faldt fra hinanden i stumper, fordi syren havde opædt bindingen. Og en dreng, som den våde bold havde ramt, fik et måneformet hul på sin trøje, da moderen vaskede den.
Den samme flygtning sagde en dag til mig: „Es muß ein undankbares Geschäft sein, die Kinder eine Sprache zu lernen, welche dem die Eltern fremd machen!” [Sic! Citatet viser, at Schøler ikke har været helt stiv i tysk. Red. anmrk.] Det var nu hans opfattelse af vort virke, og hans irritation kom tydeligt til udtryk i denne ytring.
Fra Tating, som ligger seks kilometer vest for Garding, kom daglig med toget 14 børn til vor skole. På deres vej til skolen fra stationen kom de forbi den tyske skole og dens legeplads med tyske børn. Det kunne ikke undgås, at der af og til opstod rivninger og kampe, hvor det gik løs med knytnæver og sten. Blandt Tating-børnene var der en stor og kraftig dreng, lige så stor som jeg. Han var 16 år, havde sluttet den niårige skoletid i den tyske skole og gik så i det tiende år hos os. Når troppen var samlet, og han gik i spidsen, kunne han med sine velskaftede næver bane vej for sig selv og kammeraterne. Men en af de tyske lærere fandt, han gjorde det for godt, og meldte ham til politiet, som kom til vor skole og bad om at tale med vor Samson. Vi fik det dog ordnet i fordragelighed, sådan at jeg skulle tale med den tyske rektor for at få striden bilagt. Rektoren, hr. Rathje, var en venlig og fredsommelig mand, og vi fik de kampglade gemytter dæmpet ned, så stridsøksen blev gravet ned, i alt fald for en tid.
En aften var jeg til selskab, hvor også hr. Rathje var med. Da satte han sig til klaveret og spillede „Dengang jeg drog afsted”. Vi havde det hyggeligt med hinanden, og jeg gemmer ham i taknemmelig erindring.
I den tyske skole var der også en lærerinde, frk. Jørgensen, hvis søster styrede huset for hende. De var fra Hønsnap i Nordslesvig. De talte det dejligste sønderjydsk. Vi besøgte dem, og de spillede for os, den ene violin, den anden klaver.
Lærerinde frk. Jørgensen fortalte, at hun under krigen, da lærerne var soldater, en tid havde undervist 104 børn i én klasse. 60 børn var ellers det almindelige. Hvordan hun har kunnet klare den opgave, er mig en gåde. Vi var flere gange sammen med de to elskelige søstre og havde megen glæde deraf.
For unge og ældre, som havde lyst til at lære dansk, holdt vi aftenskole. Eleverne var i alle aldre fra femten-seksten til firs, og alle tog ivrigt fat på at løse opgaven så godt som muligt, og mange nåede forbløffende langt. En stor hjælp her var vor skolesangbog og højskolesangbogen. Vi sang umådelig meget. Af Birger Balle og Carla Schibler havde både børnene og de voksne lært flere sange. Vi fortsatte med børnesange, folkeviser, folkesange og ikke at forglemme morgen- og aftensange. Ordene og tonerne bar hinanden frem, og jeg har aldrig mødt større sangglæde end i skolebarakkens lille lavloftede stue. Jeg ved, disse ord lyder rørstrømske og clichéagtige, men for den, som har oplevet sådanne lykkelige aftener, gemmer minderne en stor rigdom.
Vort forældreråd, hvis formand var tømrer Claus Wiese, hjalp os især, når forældrekredsen skulle samles til møder i skolen eller til fester på et af byens hoteller, sædvanligvis på „Holsteinischer Hof”, hvor ejeren, hr. Petersen, var en fortræffelig vært. På hotellet her holdt vi den 5. april 1949 indvielsesfest for Garding danske Skole. Skoledirektør Bernhard Hansen og redaktør L. P. Christensen talte ved festen om eftermiddagen, og om aftenen bragte repræsentanter for fadderskaberne i Vojens, Hornborg og Aale deres hilsener og lykønskninger.
Ved vore fester var Sydslesvigsk Forenings formand urmager Marcussen os ofte en uvurderlig støtte. Han og hans kone kom altid med godt humør og venlige ord til alle. Violinen havde Marcussen med, og det var ham en glæde at spille for os. Men følge møderne i skolen havde Marcussen ikke megen lyst til. – „Disse foredragsholdere fra Danmark siger altid det samme. 'Hold ud, hold ud!' siger de. Det har de så let ved!” sagde Marcussen med lidt bitterhed i stemmen.
Vi fik stablet en lille gruppe af skuespillere på benene. Vi vovede at gå i gang med Hostrups „Feriegæsterne”. Efter megen slid tog vi på en tur til Danmark sammen med en lang hale af ikke-aktører. Vi besøgte Vojens, Snoghøj, Uldum, Hornborg og Aale, en tur vi havde megen glæde af. Under besøget på de to højskoler Snoghøj og Uldum sagde en gæv ejderstedbonde til mig: „En sådan skole ville jeg gerne have mine piger på.” Og underet skete: Inden et år var gået, havde de tre søstre besøgt hver sin højskole og magtede at bruge det danske sprog både mundtligt og skriftligt.
Her må jeg indføje et par lovord om den viljestærke fru Margrethe Pählke, som jeg har nævnt før. I løbet af to år lærte hun sig så godt dansk, at hun kunne opbygge et fortrinligt foredrag om sit kære Ejdersted, om sine frisiske landsmænd der og om flygtningene, som fik fortrinsrettigheder i hendes hjemstavn, og om det håb, man i Sydslesvig nærede til Danmark. Hendes brug af sproget var ikke, som hos dilettantskuespillerne, en rolle, hun havde lært, men en virkelig tilegnelse, så hun i de tre forsamlinger i Danmark, hvor hun lod sin røst lyde, virkelig kunne fange og fastholde sine tilhørere ved sin tale og sin sang. Med sin smukke og klangrene stemme sang hun så smukt og betagende, at vi, der har hørt hende, ikke glemmer det igen. Da var hun 62 år, den alder, hvor det for de fleste er noget nær umuligt at lære sig et nyt sprog.
Heller ikke kan jeg undlade at nævne en anden af skolens naboer, Cornelius Timon, bonden fra Tetenbøl, som havde slået sig ned i Garding; men skønt han nu var 80 år, levede han inderligt med i vort arbejde og støttede den danske sag med rund hånd. Om hans vej til og ind i den danske kreds kunne der fortælles meget af stor interesse. Han har givet vor skole et af sine mange udskæringsarbejder, et hjørneskab med Ejdersteds våben, de tre skibe på lågen og frisiske valgsprog på siderne: „Ruem hart klar kimming” og „Lever duad us slaw”. Disse ord passede godt på ham selv.
En tredie friser fra vor kreds må også nævnes her for sin faste karakter, politibetjent Amandus Leiß, som havde sine to drenge i dansk skole. En dag kom der til politimesteren i Tønning et åbent brevkort med forespørgsel: „Er der her en politibetjent, som sender sine børn i dansk skole, så mener jeg, at han må forflyttes til Polen.” Ad sin vej om ad borgmesteren i Garding fik det påtegningen: „Det drejer sig nok om politibetjent Leiß!” Med denne påskrift kom det til Leiß, som returnerede det med udtalelsen: „Det har sin rigtighed.” Men „sagen” blev ikke forfulgt, og børnene blev i vor skole.
Noget af det, som betød mest til styrkelse af vort arbejde og til at knytte forbindelsen til Danmark så fast som muligt, var ubetinget skolebørnenes ferieophold i Danmark. Et træk, der fortæller om forældrenes og børnenes uforbeholdne tillid til hjemmene i Danmark, må her drages frem: Hver aften gennem en uges tid samledes en flok børn lidt over midnat for med lastbil, der var overdækket med pressenning og udstyret med bænke langs siderne og to sammenstillede på midten, at køre til Flensborg. Det store sorte hul i bilens bagstavn sugede børnene til sig, og vi rullede til Uffeskolens gård i Tønning, hvor en ny skare blev indsuget i det store gab. Nu var vi godt sammenpakkede, og derfor blev vi lidt gale i skrallen, da det meddeltes os, at vi ved vejen til Frederiksstad skulle have yderligere 14 børn med. Vi gjorde holdt. Natten var lys, men sløret i tågedis hen over marskengene. Da kom ud af tågen 14 små seks-syvårige børn med deres store kufferter, tillidsfulde med store forventningsfulde øjne. De skulle til det forjættede land Danmark over en grænse, som var spærret for de voksne. Det var et så rørende syn, at vi glemte vor opsamlede harme og skaffede plads til den yngste trup af det nye Danmark i Sydslesvig.
Vi fik ofte besøg fra Danmark både af enkelte og af selskaber. Alle bragte noget med, og disse besøg havde stor værdi for os. Men det, som fik størst betydning, tør vel nok siges at være det besøg, som grænseforeningens formand, præsident Holger Andersen, aflagde hos os i barakken og da meddelte, at man arbejdede for at afløse barakkerne med faste stenbygninger. Baraktiden skulle bringes til ophør.
Vi gik på jagt efter et passende grundstykke, og vi var heldige. Et stykke jord på 6000 m² bag Garding østre mølle blev købt til os af Niels Kjems og Helmut Leckband for den billige pris af 1 mark pr. m². Ingen plads i Garding kunne være mere velegnet end den, en sandrevle, der hæver sig 1 m over det omliggende flade og fugtige marskland. Her kunne bygges en kælder 180 cm høj, en kælder som var tør, og vi fik en fortrinlig og en til alle årstider tør legeplads. – Her må Grænseforeningens trofaste medarbejder Antoni Petersens navn indføjes, fordi han resolut og uden vaklen gav sit tilsagn til købet, da sagen blev forelagt ham.
I 1951 blev grundstenene til skolen lagt. De tre sten var hentet fra Uffeskolen i Tønning, som bliver agtet som moderskolen til samtlige danske skoler i Ejdersted. Samme år kom vor skole under tag, men først efter sommerferien 1952 kunne vi tage den i brug.
Vi rykkede ind i skolestuerne den 14. august. En bus var kommet i gang. På sin rute gennem Nordejdersted: Øster Hever, Tetenbøl og Kathrinenherd, opsamlede den 22 børn, så vi nu i alt havde 69 børn i skolen.
Bygningen rummer efter arkitektens udsagn 2½ skolestue, altså i realiteten 3 skolelokaler, og to lærerlejligheder. Desuden blev der på loftet indrettet en sløjdsal.
I november 1951 afløste Peter Jørgen Steppat   Theodor Peters som tysklærer i Follervig og Garding, og nu fik vi en småbørnslærerinde, Liselotte Weiß knyttet til skolen.
Det var store og afgørende ændringer, som vor skole havde gennemgået i det korte åremål. Af den oprindelige børneflok var et stort tal udskrevet efter endt skoletid eller flyttet til realskolen i Tønning, og nu efter ferien 1952 var af skolens 69 børn de 31 kommen til siden 1. april. De 22, der kom med bussen fra Nordejdersted, fordelte sig i alle årgange og klasser. Det tog sin tid at samarbejde børnene, så man fandt fodslaget i hver sin klasse.
At skabe forbindelse med alle de nye hjem krævede også sit, men fra alle sider mødte man velvilje og hjælpsomhed. Vore forældremøder blev flittigt besøgt, og man var altid velkommen i hjemmene. I mange af dem savnedes faderen. Han var enten falden i krigen eller meldt savnet.
Lørdag den 20. september samledes børn, forældre, lærere, repræsentanter for Grænseforeningen og Dansk Skoleforening, Flensborg, og mange gæster fra Sydslesvig og moderlandet Danmark i skolens gård for på højtidelig vis at indvi den nye skolebygning.
Midt i skolens gård blev plantet et lindetræ som symbol på, at man ønskede liv og vækst i arbejdet på skolen til glæde og gavn for alle, som søgte den.
Mellem to af skolestuerne var en foldevæg, som på denne dag var skudt til side, så de to rum nu var ét. Dette og skolens gang blev tætpakket af gæster.
Forsamlingen sang „Den signede dag”, hvorefter urmager Niels Peter Marcussen bød velkommen på Sydslesvigsk Forenings og forældrekredsens vegne. Som repræsentanter for Garding købstad kunne han rette en særlig hilsen til borgmester Frey og frue, og fra Garding Landsogn var mødt borgmester Gustav Hans og frue, der også fik et hjerteligt velkommen. Hr. Marcussen takkede købstadens og landsognets kommunale råd for godt samarbejde ved løsningen af byggeriets opgave.
Derefter gav urmager Marcussen i få ord et rids af Garding danske Skoles historie. På Grænseforeningens vegne overdrog dens fungerende formand, grosserer P. Michaelsen, Lunderskov, skolen til Dansk Skoleforening, Flensborgs varetægt og udtalte til slut sit ønske i ordene: vivat, crescat, floreat ~ Må denne skole leve, vokse, blomstre.
Som stedlig repræsentant for skoleforeningen tog læge, dr.med. Nic. Thorsen, Frederiksstad, mod skolen på forældrekredsens vegne og bragte alle, som havde virket med til at rejse den, sin tak. Tillige udtalte doktor Thorsen ønsket om, at børnene her måtte udrustes til ikke alene at blive dygtige, men også til at blive gode danske mennesker.
Skoledirektør Bernhard Hansen udtalte: „Det er ikke en ny skole, vi indvier her. Dansk skole i Garding kom i gang 12.-4.-1948 og blev indviet 5.-4.-1949. Vi samles ikke for at indvi en ny skole, men for at indvi et nyt skolehus.”
Skoledirektøren mindede tilhørerne om, at de havde en dansk arv, en værdi, der kunne lignes ved en bankbog, der for fædrene havde været en tære- og nødskilling og for dem, der tog imod den, kunne den blive en æres- og hædersmønt. Bernhard Hansen sluttede med ordene: „Så indvier jeg da dette skolehus til under navnet Garding danske Skole at fortsætte det, det gamle var: En skole, et hjem, et aktiebrev i hjemstavnens danske folkebank.”
Til slut bragte jeg en tak til alle, der havde arbejdet med på vor nye skole, en tak fra børnene og os lærere. Tillige takkede jeg borgmestre og råd i Garding by og Garding Landsogn for velvilje og imødekommenhed ved arbejdets gennemførelse.
Senere bragte skoleinspektør Anders Kølvrå, Tønning, en hjertelig hilsen og lykønskning fra Uffeskolen i Tønning.
Søndag den 21. september samledes man atter i skolegården, denne gang om den nye smukke klokkestabel, som var rejst med støtte fra skolens venner i Danmark. To forkæmpere for danskhedens sag i Sydslesvig, apoteker Arnold Hansen, Kolding, og skoleinspektør Søren Jensen, Vojens, havde indsamlet midlerne, og sidstnævnte havde skrevet et smukt digt til den gamle klokke, som nu skulle lade sin røst høre „over marskens vide flade”.
Efter at have holdt en smuk tale overgav apoteker Arnold Hansen klokken til brug for menigheden med ønsket om, at den måtte blive til velsignelse. Salmen „Klokken slår” blev sunget, hvorefter klokken selv lod sine toner lyde, og alle gik ind i kirkesalen.
Kunstneren Ernestine Nyrop, København, havde skænket et smukt billede, som nu prydede altervæggen. Gardings byvåben, lammet med korsfanen, var malet i akvarel og dertil var indføjet vinranker. Malerinden havde ombyttet farverne i flagdugen, så korset var rødt og dugen hvid for at fremhæve det kristne som det egentlige og væsentligste for menigheden.
Biskop Noack forestod indvielsen og udtalte: „Vi indvier en altervæg med alter og døbefont, så at kirken kan bringe folk sin hele skat, med ordets prædiken også dåbens og nadverens gaver!”
Efter biskop Noacks tale læste førstepræsten i Sydslesvig, Westergård-Jacobsen, Flensborg, og den slesvig-holstenske landskirkes stedlige repræsentant probst Tödt, Garding, sammen med to præster fra Danmark de til kirkeindvielse hørende skriftord, hvorefter biskoppen foretog indvielsen af kirkerummet.
Præsten for de danske menigheder i Ejdersted, Flemming Møller, prædikede over dagens tekst og takkede derefter Dansk Kirke i Udlandet og venner i Danmark for deres hjælp og den slesvig-holstenske landskirkes repræsentanter for samarbejde og god vilje til fælles tjeneste for den fælles herre. Gudstjenesten sluttede med altergang og salmen „På Jerusalem det ny lad os alle bygge”.
Med disse to dages smukke festligheder var Garding danske Skole og Garding danske menighedssal nu indviet på skøn og værdig måde.
Nu vendte vi tilbage til hverdagen og dens krav. Og det viste sig, at de ofte var os overmægtige. Viceskoledirektør Hans Meng refererede for os, hvad en god ven i Danmark havde sagt til ham: „Frygter I slet ikke for, at de store skolebygninger, I nu bygger i Sydslesvig, en dag skal stå tomme?” –
Hvad Hans Meng svarede, husker jeg ikke, men at vi var kommen ind i en modvindens og nedgangens tid, fik vi tydeligt at mærke. I de afgående klasser var der mange elever. Ved hvert skoleårs afslutning rykkede et stort hold ud, og tilgangen svigtede. Håbet om genforening med Danmark var nu helt døet bort, og jeg mindedes, hvad den tidligere og mangeåriqe formand for Dansk Skoleforening, Flensborg, Cornelius Hansen, sagde til mig i 1947: „Hr. Schøler, De må ikke tage fejl af vore forhold i Sydslesvig. De fleste af dem, som nu slutter sig til os, vil gerne være loyale og lovlydige borgere i et dansk samfund og hjælpe deres børn til at blive gode danskere, men de vil ikke høre til i et dansk mindretal inden for det tyske riges grænser!”
Vor lærer i tysk, Peter Jørgen Steppat, havde fået et nyt virkested i Angel. I hans sted kom ved det nye skoleårs begyndelse 1. april 1953 Peter Brinkmann, som lige havde afsluttet sin uddannelse ved det pædagogiske akademi i Kiel. Tillige overtog han efter sin forgænger undervisningen i tysk ved de danske skoler i Follervig og Sct. Peter.
I 1953 indviedes i Tating en ny dansk skole. Vi hilste den velkommen, selv om den gjorde et kraftigt indhug i vor elevflok. En 14-15 vor børn forsvandt fra vor skole. Anneliese og Henrik Sørensen, Tetenbøl, flyttede ind i den nye skole. Henrik Sørensen, skolens leder og lærer, havde fået sin uddannelse på Elbæk frie Lærerskole.
Men nedgangen i børnetallet var mærkbar, og trods omskolinger til os fra tysk skole – enkelte gik også den anden vej – tyndede det ud i flokken fra år til år. Retræte er aldrig opløftende, og jeg er sikker på, at mange lærere rundt om i de danske skoler i Sydslesvig i de år har kendt og haft den samme følelse, som de danske soldater var knuget af under tilbagetoget fra Dannevirke i 1864.
Vi havde gode hjælpere, og arbejdet fortsattes i skolen, i aftenskolen, ved møder, ved rejser til Danmark og ved modtagelse af gæster derfra.
Til støtte for ungdomsarbejdet kom cand. theol. Jens Svendsen, Rødding, til os som unddomssekretær for Ejdersted. Vi fik oprettet en ungdomsforening, som jævnligt holdt møder i skolens stuer og bragte godt humør med sig. En tur, som Jens Svendsen foretog sammen med de unge til København, livede op i flokken. Flere rejser op i Jylland blev gennemført og virkede altid til sammenhold og glæde i kredsen.
Sammen foretog Jens Svendsen og jeg en rejse til Sydfyn for at skaffe feriepladser til børn fra Wester-Hever, som jo var afskåret fra at søge dansk skole. En snes børn fik gode feriehjem på Fyn, Siø og Langeland.
Sekretæren for Sydslesvigsk Forening i Ejdersted, Boy Koch, og hans kolleger rundt i Sydslesvig var også til stor støtte for os ved deres besøg og ved at samle medlemmerne til møder i skolen eller på et af byens hoteller.
Landbrugskonsulent Aksel Pedersen, husholdningskonsulent Ellen Kelstrup, sygeplejerskerne Vera Stage og Edith Gotfredsen og mange flere har hjulpet til at binde den danske kreds fastere sammen til styrkelse for os alle, også for skolen.
I februar 1954 døde viceskoledirektør Hans Meng. Hans arbejde som inspektør for de danske skoler i de fire sydligste amter i Sydslesvig blev overtaget af skoleinspektør Svend Johannsen, Slesvig.
Ligesom Hans Meng altid imødekom vort ønske om at tale ved vore møder, således gik vi heller aldrig nu forgæves, når vi bad Svend Johannsen om at komme og holde foredrag for os.
Vi havde mange gode hjælpere i vort arbejde, men alt taget i agt havde vi ingen bedre hjælpere til at løfte hovedet end børnene i skolen. Deres lyse stemmer i skolegården, ved morgensangen og i skoledagens timer kunne bortblæse skyerne og få solen til at skinne, så „mismodets skyborg blev stormet og brændt”. Man følte sig da vel til mode og følte sig lige så meget hjemme, som om man stod i en skolestue i Danmark.
Men også søndagene, festdagene, årets højtider jul, påske og pinse var os til hjælp. Hver anden søndag kaldte vor kirkeklokke til gudstjeneste. Jeg tænker, at der var mange, som hørte den, og håber, de havde glæde deraf, men det var få, der samledes i vor lille kirkesal. Alligevel tror jeg ikke, at de gaver, vi fik givet der, havde ringere værdi end de, som deltes ud i de „rigtige” kirker. Vi var glade for vore gudstjenester, især ved højtiderne.
Ja, så gik vi ind i 1955, som for os blev det skelsættende år, for da bestemte vi os til at søge tilbage til Danmark. Vore to drenge havde nået konfimationsalderen og skulle fortsætte deres skolegang eller have lærepladser i Danmark. Desuden følte vi, at Garding danske Skole havde brug for yngre kræfter.
Vi søgte og fik plads i Rousthøje ved Varde. Det var i efteråret 1955, men vi betingede os, at vi ville blive i Garding skoleåret ud og først tiltræde vor nye plads l. april 1956.
I oktober 1955 døde skoleinspektør Anders Kølvrå, Uffeskolen, Tønning, og ved nytår 1956 forlod lærerparret Betty og Peter Thorndahl, Digeskolen, Follervig. To hjem, hvor vi ofte havde hentet styrke og glæde, forsvandt fra Ejdersted. Derved løsnedes også disse bånd.
Ved en sammenkomst i skolen sagde vi farvel til skolens forældrekreds og vore venner i Sydslesvig. Det var en af de sidste dage i marts.
Det var os en glæde, at lærerparret Tove og Hans Petersen, Uffeskolen, Tønning, havde sagt ja til at overtage vor plads ved Garding danske Skole, og det glæder os meget, at de har fået held til ved deres ihærdige arbejde at se grosserer Michaelsens ønske for skolen gå i opfyldelse: vivat, crescat, floreat.

Anker Schøler.