Nyt og noter

FREDERIKSBORG STATSSKOLE

UNDER FIRE REKTORER FRA 1902-1977

Af lektor Einar Gjerløff (1896-1982)

Lektor E. Gjerløff, der har været lærer ved Frederiksborg Statsskole fra 1922 til 1966, skildrede i Frederiksborg Amts Avis den 13/6-1976 skolens fire rektorer i det 20. århundrede. Nedenstående er en omarbejdet gengivelse af denne artikel.

Frederiksborg Statsskole er en »kongelig« skole. Den oprettedes 1633 af Chr. IV personlig. Han måtte have et sted, hvor slotspersonalets børn kunne lære dansk, regning og religion. Det skete i en lille toeta­gers bygning på indkørselsvejen til slottet. Den står der endnu. Skolens 300 årige historie er behandlet i en bog af Bjørn Komerup, hvortil interesserede henvises. Omkring år 1900 gennemgik skolen en krise.

Da rektor Conrad Iversen som pensionist i 1902 forlod »Frederiks­borg lærde Skole«, som Frederiksborg Statsskole dengang hed, befandt skolen sig i en tilstand_, hvor dens nedlæggelse alvorligt overvejedes. Den havde kun 67 gymnasiee1ever. Den »elementarskole«, som var blevet optaget i 1889, talte 109. Men den nye skolelov, »Loven om højere Almenskoler 1903«, reddede den. Denne lov skabte en enheds­skole med organisk forbindelse mellem de kommunale folkeskoler og den højere undervisning i statsskolerne, omfattende mellemskole, real­klasse og gymnasium. Den gamle klassisk-sproglige linje spaltedes i to dele: den nysproglige og den klassisk-sproglige. Den matematiske linje bibeholdtes. Piger fik adgang til gymnasiet. Skolen fik navnet Frederiksborg Statsskole. Men endnu, da jeg i 1922 ansattes som adjunkt, kaldte ældre Hillerød-borgere skolen »den lærde skole«.

Rektor, dr. phil. Karl Hude

Med denne lov begyndte skolens vækst. Denne skyldtes ikke alene, at tiderne blev økonomisk bedre, men nok så meget den nye rektor, dr. phil. Karl Hude, der med kraft styrede skolen fra 1902-1921, hvor han blev rektor for Metropolitanskolen. Han måtte lide den tort, at skolen af mangel på tilgang ikke fik den klassisk-sproglige linje før 1914. Som følge af oprettelsen af mellemskolen – en fortrinlig skole­gren, som jeg fra forældres side kun har hørt lovord om – nedlagdes elementarskolen i 1908. I 1920 var elevtallet 313, og man byggede en tværfløj fra den smukke gamle hovedbygning hen til gymnastiksalen, hvorved man fik 7 lokaler mere og en festsal. Dette var rektor Hudes sidste triumf i Hillerød.

Rektor Hude var en statelig og myndig mand, der nød stor anseelse i byen. Han talte kort og klart. Både elever og lærere havde respekt og ærefrygt for ham. Da jeg – et år efter hans afgang – blev adjunkt ved skolen, fortalte kollegerne, at han var lidt egenrådig og egocentrisk, men ingen frakendte ham lederevner. Han sagde: mine elever, mine lærere, mit elektricitetsanlæg, mine faglokaler. Han havde sine morsomme vaner. En af dem var: »Her plejer jeg at sige en pudsighed«.

En gammel elev fortalte mig, at rektor Hude efter denne bemærk­ning gik i stå og lidt efter sagde: »Det er dog mærkeligt. Jeg tror, jeg har glemt den«.

Jeg har kendt rektor Hude. Han morede sig som rektor ved Metropolitan­skolen med at undervise i klassiske sprog som privatdocent på Universitetet. Der gik jeg til øvelser hos ham. Han var en fortræffelig lærer, lærd og dybtgående. Senere traf jeg ham, da jeg var lærerkandi­dat i tysk hos dr. phil. Højberg-Christensen, der dengang var lektor ved Metropolitanskolen. Også der nød rektor Hude stor agtelse. Jeg husker en morsom situation. Vi fulgtes en gang ad gennem Botanisk ­Have, og den høje rektor sagde: »Jeg har med fornøjelse læst Deres kommentar til Heines Harzreise. Men jeg må dadle, at De ikke har gi­vet oplysning til ordene: »Et kvindemenneske, som dér drev sit horisontale håndværk« »Det er da ligetil«, svarede jeg, »håndværk er jo beskæftigelse, og horisontal betyder vandret, altså: sin vandrette beskæftigelse«. Han standsede et øjeblik. Så lo han: »Hø, hø, hø! Nej, De har fuldkommen ret. Vandrette beskæftigelse! Virkelig morsomt. En virkelig pudsighed«. Han kunne altså også være for lærd.

Lærerne

Efterhånden foryngedes lærerpersonalet. Da jeg i 1922 kom til skolen som 25 årig, var de to yngste lærere – fraset Peter Grove – 16 og 18 år ældre end jeg. Det var lektorerne K. Cbr. Bredsdorff og k1assicismens fremragende repræsentant, Hans Boisen. Alle de andre var ældre. Kort efter kom fru Nanna Gandil som lærerinde i håndgerning og gymna­stik. Også hun var ung. Jeg ser endnu for mig lektor Hans Chr. Vel­schow, der vist var 73 år, i skolens afrakkede lærerværelse stå på en vakkelvorn stol og rage i lærernes håndbibliotek for at finde fru Gandils alder. Lektorerne Knud Fr. V. Kretzschmer og Chr. M. Neergaard fulgte efter. Nanna Gandil er nu 86 år. De andre er døde.

Fru Gandil, præstedatter fra Lolland og enke, interesserede sig for folkedanse. Hendes store kendskab til folkedragter resulterede i en samling af helt originale folkedragter – der er vist ca. 80 – som hun har foræret skolen, der stadig har en »folkedanserforening«, som mø­des og undertiden drager til folkedansestævner rundt om i verden.

Der dannede sig traditioner på skolen. III g afleverede på deres sid­ste skoledag »krogen«, den eneste siddeplads på den pauvre legeplads, til II g under kåde og oprørske taler.

Det store valnøddetræ i gården plyndredes en bestemt dag. Valnød­derne blev i et par gymnastiktimer slået ned af gymnasieeleverne med lange stokke og samlet i store kurve. I frikvartererne kastedes de i grams til mellemskoleeleveme, der styrtede sig over dem som dyr, der fodres. – En gang om året var der »skolekomedie og bal«, en tradition, der har holdt sig på den nye skole, der oven i købet fik sin egen scene med alt til faget henhørende.

Lejrskolen

I 1928 ansattes lektor Palle Berg-Sørensen. På dette tidspunkt var pædagogiske kredse begyndt at beskæftige sig med »lejrskoler«. Berg-Sørensen var meget optaget af dette. Og i en sjælden grad fik han her hel­det med sig. Frederiksborg Statsskole begyndte år 1935 sin første lejr­skole på »Hvide Klint« ved Frederiksværk. I en enestående grad lyk­kedes det Berg-Sørensen at få byen og dens pengeinstitutter gjort in­teresseret i lejr­skole­undervisning. Han grundlagde »Den nordiske Lejrskole« og kan med god samvittighed betragte de 3 ridderordener, som Danmark, Norge og Sverige belønnede ham med. Men han støtte­des også af rektor Ring. Med sin sikre pædagogiske sans så han de muligheder, denne skoleform gemte i de 8 dage, lejrskolen skulle vare. Eleverne, der jo kom fra by og land, fra fattigt og rigt miljø, fra vidt forskellige kulturkredse, ville i dette samvær opnå at blive en sammensvejset klasse. Klikedannelser, som skolen altid havde modarbejdet, ville vanskeliggøres. Fællesarbejdet, samlet om enkle, store opgaver, og dermed den sociale forståelse, ville blive begunstiget af gruppear­bejdet. Og endelig ville eleverne kunne få deres teoretiske viden udvik­let i praksis. Hans blik herfor så jeg et morsomt eksempel på. Eleverne skulle i Store Kregme måle kirketårnets højde ved at finde bredden af en mursten og så tælle murstenene op til toppen. Men i nærheden – og efter sædvane uden at blande sig i foretagendet – stod rektor Ring. Han sagde til mig: »Det er jo en simpel geometrisk opgave. Man opstiller to stave af forskellig højde, men med en linje fra jorden op over begge stavene til kirketårnets top. Så får man en retvinklet trekant og regner tårnets højde ud«. Det var hebraisk for mig. Mit eneste bidrag til lejrskolearbejdet var et forslag om at følge et træfrø fra planteskole, udplantning, vækst, fældning, tømmervirksomhed til snedkeren med besøg de forskellige steder.

300 års jubilæum

I 1933 fejrede skolen sin 300 årige fødseIsfest. Museumsdirektør Otto Andrup lagde som formand for Forældrenævnet pres på rektor Ring for at få denne højtidsdag fejret så pompøst som muligt. Det skete. Hovednummeret fandt sted i Slotskirken. Chr. X deltog. Jeg hørte ham sige i en vred tone til Andrup: »Skal jeg sidde i det dér bur?« Det var kongelogen i Slotskirken, han udtalte sig om. Rektorer fra Universite­tet og Den polytekniske Læreanstalt talte. Den sidste roste skolen for dens fortræffelige matematiske studenter i matematik og især kemi. Sjællands biskop prædikede. Sangkor af eleverne. Under lovtaleme i slottets »testuer« modtog rektor hyldesten med lærerpersonalet i en halvrunde bag sig. Vi var i kjole og hvidt fra om morgenen kl. 9. An­drup havde nået sit mål: at skabe respekt og opmærksomhed omkring skolen.

I et af sine senere rektorår havde rektor Ring indbudt gymnasie­sko­lernes undervisningsinspektør, dr. phil. Højberg-Christensen til mid­dag. Det kunne han roligt gøre! Fru Ring var kendt for sine glimrende middage og begge for deres jyske gæstfrihed. Højberg-Christensen er­klærede, at han aldrig uden ærefrygt stod »in diesen heiligen Hallen«, og derpå holdt han en smuk lovtale over skolen.

Men det kunne ikke nægtes, at »diese heiligen Hallen« måtte gøre et luvslidt indtryk. Der trængtes i høj grad til en ny skole. Borde, sko­lebænke, katederstole var i en elendig forfatning. Skolen fik vist 800 kr. om året til reparationer. Kalkpudset faldt ned. Taget var utæt, og det regnede ned i skolens kostbare bibliotek. Pigernes gymnastiksal var på størrelse med en spisestue. Ydermere stod der i enkelte klasserum en regulær spyttebakke, som rektor Ring, der skråede, ikke ønskede fjernet. Drengenes lokummer, der var anbragt bag ved den nye tvær­bygning, var en skandale. Sammesteds var et ildelugtende pissoir_, og ved siden af dette et aflåset lokum for lærere.

Dette benyttedes dog ikke mere af lærerne, for oven over lærer­værelset var der – af Hude eller Ring – anbragt et moderne WC. Der sad jeg i et frikvarter, og da jeg skulle gå, var låsen i baglås. Jeg husker endnu min rædsel. Der var imidlertid et skråt tagvindue, der førte ud til skolens loft, og derude var et tagvindue til. I min nød steg jeg op på WC-sædet, slog vinduet helt op og kunne lige nå at åbne det yderste vindue, således at jeg ved at holde i dets kant med stort besvær kunne trække mig ud gennem det inderste vindue og ud på skolens loft. Og til loftet havde jeg en nøgle. Jeg skyndte mig – noget ophidset – ned til rektor Ring på kontoret for at forlange, at WC-rummet for fremtiden lukkedes med en krog. Men jeg var endnu ikke nået til kravet om »krogen«, før han lo. Han lo, så han knapt kunne holde op. »Ja, na­turligvis«, sagde han om krogen. »Jeg forstår ikke, at De kunne kom­me igennem vinduet«. Det forstår jeg selv heller ikke i dag.

En censor fra en privat realskole sagde ved realeksamen til mig: »Ved De, hvad der ville ske med en privat realskole, hvis den så ud som Deres statsskole? – Den ville blive lukket som utilbørlig«.

Alt dette havde imidlertid kun ringe indflydelse på skolens under­visning og friske ånd. En forlatterinde, Estrid Ott, skrev i en kronik i Ekstra Bladet betitlet »Skolen med spyttebakkerne«. Hun var nylig flyttet til København og lovsang »skolen med spyttebakkeme« på be­kostning af det københavnske skolepalæ, hendes datter var kommet over i. Da Højberg-Christensen i 1939 atter var i Frederiksborg Stats­skole for at indsætte den ny rektor, sagde han til mig: »Må jeg se spyt­tebakkeme?« Det var nemt gjort.

Den 31/12 1938 tog rektor Ring sin afsked. Det skulle ske i stilhed.

Men gymnasieeleverne hyldede ham ved en skolefest. Han skænkede skolen den smukke fane, hvis skaft i årenes løb er prydet med skolens sejrsmedaljer i sportskampe. Sidste gang jeg så ham, var en dejlig som­merdag på Holte Station. Han så frisk og glad ud med en lyseblå aurikel i sit knaphul. Kort efter døde han.

Rektor H. M. Jensen

Den 1/1 1939 fik Frederiksborg Statsskole en ny rektor, en lille sirlig mand, H. M. Jensen. Han var fynbo. Nogle elever omtalte ham som Hans Majestæt Jensen. Han var værdig og selvsikker og førte med dyg­tighed skolen – trods besættelsen af gymnastiksalen som lazaret – igennem de fem krigsår. Han var principfast og havde svært ved at ændre sine anskuelser eller være modtagelig for ændringsforslag.

Som skolens inspektor måtte jeg ofte have privatsamtaler med rektor Jensen. Ved disse tænkte jeg ikke sjældent med længsel på mine samtaler med rektor Ring. Det var samtaler mellem to mennesker. Nu var det ordre fra Hans Majestæt Jensen til lektor Gjerløff. Især havde han en bemærkning, som irriterede mig i høj grad: »De må forstå, lek­tor Gjerløff, at ... « Jeg forstod udmærket, at mine forslag krænkede hans »principper«, men disses holdbarhed troede jeg ikke på. Det viste sig også nogle gange, hvor en sag antog et større omfang, at han ikke fik ret. – Men han har sikkert også følt, at jeg var svær at omgås. Nogle elever kaldte mig »havkatten i hyttefadet«. I det daglige gik det dog ganske godt, og ved en af mine runde fødselsdage sendte han mig 6 flasker rødvin.

Hans helbred var ikke stærkt. Han led af mavesår, hvad der dog ikke hindrede ham i at blive 88. Under krigen kunne der naturligvis ikke arbejdes for den nye skole. Men der hengik fra 1945 endnu 9 år, før den nye skole blev en kendsgerning.

Tegningerne til skolen lå færdige. Striden mellem Undervisnings­ministeriet, der havde ønsket at eje den prægtige grund ved Teglgårds­søen, som Landbrugsministeriet rugede over, var endt. Allerede i rek­tor Rings tid havde Berg-Sørensen henledt hans opmærksomhed på dette sted. Ring og han havde foretaget opmålinger og foreslået ministe­riet grundens størrelse. Det syntes, som om der kun skulle forhandles om bevillinger. Men departementschefen i Undervisningsministeriet, Frederik Graae, var modstander. Han nærede en sentimental kærlighed til den gamle skole, hvorfra han selv var dimitteret. Der var debatter mellem statens udvalgte arkitekt, Axel Maar, og rektor Jensen, for hvem der var planlagt en rektorbolig i den nye skole, som han ikke ville modtage. Og fremfor alt var der bevillingsspørgsmålet. Det var således, at der også var andre statsskoler, de endnu ældre »katedral­skoler«, der krævede fornyelse. Og hvad skulle der ske med den smuk­ke gamle hovedbygning? En avisartikel antydede, at kommunen kunne tænke sig at opkøbe den dejlige grund ved Teglgårdssøen. Berg-Søren­sen satte en indsamling i gang blandt lærerne for at kunne meddele undervisningsministeriet, at man ville forære dette de 400.000 kr., som den var vurderet til. Han støttedes af amtsskolekonsulent L. C. Jensen. Dette satte ny gang i forhandlingerne, for dette tilbud kunne man na­turligvis ikke modtage. Maar gjorde sine tegninger færdige – uden rektorbolig; staten bevilgede 5 millioner til nyopførelsen. Således lå sagen, da rektor Jensen efter en alvorlig operation for blødende mavesår gav op og søgte sin afsked. – Valnøddetræet var gået ud. Og dren­genes toiletter var uforandrede. Rektor Rings smukke have bag ved gymnastiksalen havde mistet sin skønhed på grund af for kraftig be­skæring.

Rektor Hans W. Larsen

1954 fik skolen så en ny rektor. Han kom som et frisk vindpust til en stillestående skovsø. Det var lektor Hans W. Larsen, der forlod sin stilling som inspektor ved Th. Langs Skole i Silkeborg. Rektoren dér, Karen Linderstrøm-Lang, var en ældre dame, der gerne overlod store dele af skolens administration til den initiativrige mand. Han var vel udrustet til en rektorgeming. Han var åben, handlekraftig og helt uden komplekser for ministeriet, en dygtig forhandler, der i løbet af kort tid fik ryddet de sidste hindringer af vejen. Jeg husker det sidste lærer­møde før påbegyndelsen af arbejdet. Alle, der anvendte faglokaler, lærere i gymnastik, fysik, kemi, naturfag, sløjd, historie og sang fik at vide, at de kunne komme med forslag til den og den dato og få dem drøftet og eventuelt antaget.

Men forslag senere kunne ikke komme i betragtning. Mine kolleger lagde sig ordentlig i selen og skabte – i forening med rektor – en ideal­skole. Der kom orden i klasseværelserne, hvor der før var rod. Alt inventar kasseredes. Biblioteket ordnedes af en bibliotekar. Drengetoi­letterne blev mønstergyldige. Lærerværelset blev en sal, og ved siden af den kom en mindre sal, lærernes arbejdsrum, med små borde og stole. Bag festsalen, der kan rumme godt 700 mennesker, byggedes en scene med alle behørige elementer. Legeplads, festsal, gange smykkedes med kunstværker. Der blev anlagt parkeringsplads.

J eg har altid fundet, at der var noget aladdinagtigt ved denne skoles tilblivelse. Alt har været gennemtænkt fra begyndelsen og blev fuld­bragt på utrolig kort tid. Ja, selv det manglende vindue i Aladdins palads har sin parallel. Pedellen har besværligheder med at få sin sne­plov op af kælderen og må gennem hovedindgangen for at komme ud på legepladsen med den. Dametoilettet til festsalen er for lille, og yale­låsen til biblioteket drejer den forkerte vej.

Der har været et smukt samarbejde mellem arkitekten med hans hjælpere og rektor med skolens lærere. Og så slog beregningerne til. Der var 100.000 i overskud. Og rektors sans for orden har bidraget til, at skolen i dag ser ud, som om den var nybygget.

Den gamle skole fornyedes ved en nænsom og omhyggelig restaure­ring af arkitekt Jens Lundquist. Det blev en smuk handelsskole. Spørgs­målet om rektorboligen løstes let. Finansudvalget købte en villa på Parkvej af passende størrelse. Der fik staten – for en gangs skyld ­gjort en god handel.

Rektor, der gik af til februar 1977, har jo nu fejret sin sidste trans­lokation. Det er naturligt, hvis han føler vemod og stolthed ved at skil­les fra den skolebygning, hvis tilblivelse han har en så betydelig andel i.

Men skolen, der i dag er landets største gymnasium, vil fortsætte. Og jeg vil ønske for den, at det vil ske i tilslutning til slutningsstrofen af lektor Bredsdorffs »skolesang« fra de gamle dage:

Kongelige skole! Du

gav os vækst og gav os viden.

Giv de unge frem i tiden

lys i tanken, ild i hu,

så vi vandre kan ad vejen:

ad den vej, der er vor egen.

Ranke viljer, munter trods,

varme hjerter – det er os.